Skip to main content

Atalanta var i fjor den helt store eventyrsfortælling i europæisk fodbold, da de klemte sig foran giganter som Milan og Roma og sikrede sig tredjepladsen i Serie A. Cheftræner Gian Piero Gasperini er efter tre år i klubben netop blevet gjort til æresborger i byen, og klubbens første optræden i Champions League bringer dem blandt andet forbi Pep Guardiolas mægtige Manchester City-mandskab. Bliv klogere på Bergamo-klubben, der for lidt over et år siden blev sendt ud af Europa af vores egne ”Løver” fra F.C. København.

Mindre end en times kørsel nordøst for Milano finder du Bergamo. En billedskøn by i det smukke Lombardiet med godt 120.000 indbyggere. Byen er opdelt i to områder, Cittá Bassa og Cittá Alta, hvor du fra sidstnævntes højeste bjergpunkter har frit skue ud over Bergamos gamle ruiner, katedraler, parker og mod øst, Stadio Atleti Azzurri d’Italia – hjemsted for byens stolthed, Atalanta B.C.

Fodboldklubben med de velkendte blå og sorte striber så dagens lys i 1907, da en række schweiziske studerende ønskede at udfordre en allerede etableret klub i byen. Det italienske fodboldforbund var dog syv år om at godkende klubben og Atalanta trådte først ind i det italienske ligasystemet i 1929.

Sidenhen har klubben været på en rejse med op- og nedture – et stykke fra de traditionelle storhold i Støvlandet, og triumfen i Coppa Italia i 1963 er fortsat det eneste synlige bevis på hæder i Atalantas efterhånden 111 års lange historie. Pilen har dog peget gevaldigt opad i de seneste år og klubben står i efteråret over for sit første Champions League-eventyr nogensinde, når Manchester City, Shakhtar Donetsk og Dinamo Zagreb venter i gruppe C.

Gian Piero Gasperini har siden ansættelsen i 2016 ført Atalanta mod toppen af Serie A skridt for skridt, og den 61-årige italiener fremhæver faktisk sidste års exit til F.C. København i kvalifikationen til Europa League som et nederlag, der var med til at modne klubben og dets spillere.

Med udsigten til europæiske kampe for tredje år i streg følger et øget pres og Atalanta kan ikke længere gemme sig fra omverdenens søgelys og påtage sig prædiktatet som ”underdog” eller ”positiv overraskelse”.

Mirakelmageren fra Meda

Der hang en tung, sort sky henover Bergamos bjerge, da det tidlig formiddag kom frem, at Fermo Favini var afgået ved døden tirsdag d. 23. april i år.

Fermo Favini, eller Mino, som han blev kaldt, blev 83 år og omtales af mange som den altoverskyggende årsag til, at Atalanta er dér, hvor de er i dag. Som aktiv slog han selv sine folder i klubben i en kortere årrække i 60’erne, men det er i særdeleshed for sit arbejde fra starten af 90’erne og tre årtier frem, at han vil blive husket. Favini formåede på rekordtid at strukturere og etablere et helt unikt talentnetværk, og Atalanta omtales den dag i dag som ét af Europas bedste steder for unge, håbefulde spillere.

Siden Favinis ansættelse i 1991 er det blevet til intet mindre end 20 nationale ungdomstitler og Atalanta er da også endt øverst i Primavera-tabellen, den bedste ungdomsrække i Italien, i de seneste to sæsoner.

Før Favinis ankomst havde Atalanta udklækket få talenter som Gaetano Scirea, der vandt syv Serie A-titler og VM med Italien i 1982, og Roberto Donadoni, der efter tiden i Bergamo vandt et hav af titler med Milans gyldne generation og senere endte i sædet som italiensk landstræner fra 2006 til 2008, men med Favinis visioner har klubben i de seneste årtier produceret en perlerække af talenter på højt, internationalt niveau.

I nyere tid har Favini således introduceret navne som Giampaolo Pazzini, Riccardo Montilivo, Simone Zaza, brødrene Zenoni, Alessio Tacchinardi og Filippo Inzaghi for den store scene, og et portefølje som dette, har ikke kun fået italienerne til at spærre øjnene op.

Jens Bangsbo var gennem en længere årrække en fast bestanddel af trænerstaben i Juventus, og efter et par år væk fra Støvlelandet, vendte danskeren retur til Italien omkring nytår, da Atalanta og Gian Piero Gasperini ønskede ham til Bergamo. Bangsbo har primært haft til opgave at udvikle tekniske facetter blandt førsteholdets spillere i Atalanta, men han var bevidst om klubbens unikke talentarbejde.

– Akademiet hører til blandt de allerbedste i Italien, og unge spillere foretrækker at tage til Atalanta fremfor eksempelvis Inter og Milan, som kun ligger en times kørsel derfra. Det er ret imponerende, når man tænker på, hvilke giganter de er oppe imod, siger han, og tilføjer.

– Klubben har været dygtige til at udvikle egne talenter, og du finder et hav af spillere med forbindelse til Atalanta rendende rundt i Serie A. Klubben har ikke ressourcer eller et stærkt nok omdømme til at kunne håndplukke spillere fra de øverste hylder i verdenen, så talentarbejdet er en vigtig del af klubbens eksistens.

– Her er det oplagt at pege på Fermo Favini. Han satte sit tydelige præg på klubben, og hans betydning kom til syne i forbindelse med hans begravelse i foråret, hvor alle mødte op og gav ham den sidste anerkendelse, siger Jens Bangsbo.

Fermo Favini blev begravet i hjembyen Meda tre dage efter sin død, og blandt de talende folk var Antonio Percassi, Atalantas præsident, og manden der i sin tid hentede Favini til klubben.

Simon Kjær én af få med CL-erfaring

Jens Bangsbo er ikke ene om at repræsentere de danske farver i Atalanta i denne sæson. Klubben lejede mod slutningen af sommerens transfervindue landsholdets anfører Simon Kjær i Sevilla for resten af sæsonen. Den blonde midtsstopper har tidligere i karrieren optrådt for Palermo og Roma i det italienske, og han og familien ser frem til endnu et ophold i Støvlelandet.

– Da muligheden for at spille Champions League for et italienske hold opstod, var det egentlig ganske lige til. Det hele gik ret hurtigt og i løbet af 36 timer var hele aftalen forhandlet på plads, udtalte Simon Kjær, da han for nylig var samlet med det danske landshold.

Her spillede forsvarsspilleren sin landskamp nummer 90 og 91 i kampene mod Gibraltar og Georgien og den store internationale rutine er én af de primære årsager til, at Atalanta forhørte sig hos den 30-årige dansker.

– Klubben ved, hvad de får fra mig og jeg ved samtidig, hvad jeg går ind til med denne aftale. Jeg sigter efter en vigtig rolle hurtigt, og i løbet af vores korte møde fortalte klubbens udsendte mig fire-fem gange, at Gasperini i særdeleshed var begejstret for min rutine, siger Simon Kjær.

International rutine er nemlig ikke hverdagskost i Bergamo-klubben. Siden ansættelsen af Gian Piero Gasperini har Atalanta primært orienteret sig mod de mindre, europæiske markeder, hvor omkostningerne er små, men mulighederne store.

Det kommer til udtryk hos nogle af klubbens nuværende profiler som José Luis Palomino, Robin Gosens, Timothy Castagne, Hans Hateboer og Marten de Roon, der er hentet i henholdsvis Ludogorets, Heracles, Genk, Groningen og Middlesbrough, i den næstbedste engelske række.

Samtidig er større navne som Papu Goméz, Josip Ilicic og Duván Zapata, der tilsammen stod for 52 af klubbens mål i den forgangne sæson, hentet til Bergamo efter mindre vellykket ophold i andre italienske klubber, og den strategi falder ifølge Jens Bangsbo tilbage på chefen, Gasperini.

– Han har integreret en arbejdskultur og et sammenhold, der er helt unikt. Det har også gjort sig gældende i de andre klubber, han har stået i spidsen for, hvor hans forståelse for sit eget materiale og dets styrker og begrænsninger, har bragt ham rigtig langt.

– Det er ikke de mest velkendte spillere han arbejder med, men han formår at rykke stort set hver eneste i en positiv retning, og det rygte spreder sig naturligvis også blandt spillerne, der utrolig gerne vil arbejde sammen med ham.

– Han arbejder meget med potentialet hos den enkelte spiller og giver dem den fornødne tid. Han stiller også mange krav til sine spillere, men hans evne til at rykke spillerne fremad taler bestemt til hans fordel, lyder det fra danskeren.

Atalanta står som bekendt foran deres første møde med Champions League-turneringen dette efterår og for store dele af spillertruppen bliver det også et førstegangsmøde med klubturneringen over dem alle. Af de nuværende 22 folk i førsteholdstruppen har kun fem spillere, heriblandt altså Simon Kjær, erfaring fra den øverste hylde på klubplan.

Samlet lyder totalen på Atalanta-holdet på 28 Champions League-optrædener, hvilket står i stærk kontrast til Manchester Citys trup, hvor Pep Guardiolas udvalgte tilsammen har optrådt 620 gange i den sagnomspundne turnering. For gruppens yderligere medlemmer lyder totalen på 280 og 56 kampe hos henholdsvis Shakhtar Donetsk og Dinamo Zagreb, så også her ser Atalanta ud til at kæmpe mod overmagten.

Fodboldeufori blandt det reserverede Bergamo-folk

Vejen til det forjættede land lå dog heller ikke umiddelbart i kortene, da Atalanta for godt et år siden oplevede 180 målløse minutter mod vores egne F.C. København og blev ekspederet ud af kvalifikationen til Europa League.

Gian Piero Gasperini kaldte dog senere nederlaget til de danske mestre for held i uheld, da de potentielt mange kampe i Europa formentlig havde tæret på hans tyndt besatte mandskab og derved gjort det så godt som umuligt, at præstere tilstrækkeligt på hjemlig grund.

– På en måde vil jeg sige, at det var en velsignelse at ryge ud i kvalifikationen mod F.C. København. Var vi gået videre, havde vi ikke været i stand til at spille den sæson, vi endte med at gøre, sagde Gasperini til Gazzetta dello Sport tilbage i maj måned, dagen før bronzemedaljerne kom i hus.

Atalanta opnåede i fjor deres bedste placering i Serie A nogensinde og for få dage siden blev Gasperini gjort til æresborger i Bergamo, på baggrund af de seneste års resultater. Jens Bangsbo mærker da også, at der er fodboldeufori i Bergamo, når han bevæger sig rundt i bybilledet.

– Atalanta fylder næsten alt i Bergamo i disse år. Der var tæt på 30.000 medrejsende fans til vores pokalfinale i foråret, og det er ud af et sted med godt 120.000 indbyggere. Det er altså en femtedel af byens borger der stod og sang og heppede på spillerne i Rom.

– De lokale er i ekstase over klubbens præstationer og resultater for tiden. Det var Atalantas første finale siden 1996 og generelt befinder vi os i klubbens bedste tid nogensinde. Så det er svært at finde folk i Bergamo, der ikke taler om fodbold eller om Atalanta, siger han.

I aften tager klubben så hul på eventyret i Europa, når ”La Dea”, Atalantas kælenavn, med reference til kvinden i klublogoet, gæster Dinamo Zagreb i den kroatiske hovedstad. Debutanterne melder om udsolgt på udebaneafsnittet, hvilket betyder tæt på 3.000 medrejsende fans fra den smukke flække i Lombardiet.

Hvad er så succeskriteriet for Gasperini og co. i denne sæson? Med Manchester City som én af de tre modstandere i gruppen, er der reelt kun én plads med videre avancement at spille om, hvor Shakhtar, der igen i år ser ud til at cruise igennem deres hjemlige række, må forventes at yde størst modstand.

Avancement fra gruppen er dog langt fra utænkeligt, og starten på Serie A har da også antydet, at den veldrevne klub igen i år kan drille og byde de store traditionsklubber op til dans.

Leave a Reply